Tumlebo
Tumlebo ligger midt i Bramming. Her er vuggestue og børnehave under samme tag.
Her er plads til 44 børnehavebørn og 15 vuggestuebørn.
Udendørs er ca. 5.000 m2 jord, hvor legepladsen er tænkt til både børnehave- og vuggestuebørn. Udover den fælles store legeplads har vuggestuen sin egen. Legepladsen bærer præg af mulighed for fordybelse, højt til loftet og plads til vilde lege. Her er klatretårne, træer/buske, fodboldbane, legehuse, plads til at køre på cykler/mooncar og en dejlig træhytte som bruges til naturaktiviteter og ”udflugtsmål”. Endvidere findes bålplads og masser af græs.
Indendørs byder børnehavedelen i Tumlebo på leg i multirummet og fordybelse i ”det lille rum”, foruden dukkekroge og lego borde m.v. på de to stuer. I vuggestuen kan børnene krybe i telt, mærke nærvær eller tumle på madrassen.
Skovvejen
Skovvejen er en daginstitution med plads til 55 børn fordelt på 3 grupper.
Når barnet starter i børnehaven, bliver det tilknyttet en gruppe og en primærpædagog.
Huset er opdelt med et stort fællesrum, tre store stuer med god plads, og indbygget små rum der ligger op til fordybelse og leg.
Funktionsrum: ud over stuerne er der et par fælles rum: et Multirum og et stillerum.
Legeplads: Vi har en dejlig udfordrende legeplads, hvor børnene har mulighed for at være aktive. Der er bl.a. bålplads, en del sandkasser og flere små nicher, hvor der kan findes ro til forskellige lege.