Når du ansætter en fleksibel børnepasser til at passe dit barn, har Esbjerg Kommune ingen arbejdsgiverforpligtigelser i forhold til den ansatte. Det er alene dig, der indgår aftale om børnepasning og herved også dig der har arbejdsgiverforpligtigelser.
Flere forældre kan også gå sammen om at ansætte en fleksibel børnepasser.
Pasning af barnet i eget hjem
Ved godkendelse af de fysiske rammer, foretages der sikkerhedsmæssige vurderinger, således at du og børnepasseren kan være tryg ved rammerne pasningen foregår i.
Er I flere forældre der går sammen om at ansætte en børnepasser, i ét af forældrenes hjem, vil de fysiske rammer skulle godkendes efter samme rammer som fleksible pasningsordninger, hvor der passes op til 5 børn.
Krav til den fleksible børnepasser og børnepasningen
Vælger du som forælder at ansætte en fleksibel børnepasser, gælder følgende:
- Den ansatte skal have privat straffe-og børneattest uden forhold, der hindrer pasning af børn på forsvarlig vis
- Den ansatte skal have ophold- og arbejdstilladelse, såfremt den ansatte kommer fra et land uden for EU/EØS
- Den ansatte skal skulle tale dansk som hovedsprog og fremvise dokumentation for gennemført 9. klasses afgangseksamen i dansk med min. karakteren 2, bestået ’Prøve i Dansk 2’, eller et tilsvarende niveau
- Den ansatte skal gennemføre en personlig samtale vedr. personlig og faglige kvalifikationer og findes egnet
- Såfremt der er tale om en person under 18 år, skal personens værge også underskrive alt, som den ansatte underskriver.
Endvidere skal den fleksible pasning tilrettelægges, så børn sikres medbestemmelse, medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati. Den fleksible pasning skal som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund.
Hovedsproget i fleksible pasningsordninger skal være dansk. Det gælder dog ikke ordninger oprettet af det tyske mindretal, eller efter aftale med kommunalbestyrelsen. I særlige tilfælde kan hovedsproget være et andet end dansk, såfremt det vurderes ikke at have integrationsmæssige konsekvenser.
Du kan læse nærmere om gældende krav i: ”Fleksibel pasningsordning - krav til oprettelse og drift”.
Før du kan få tilskud
Skal børnepasseren godkendes af Esbjerg Kommune og du skal:
- Registreres med et CVR.-/SE-nr. hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (www.virk.dk)
- Tegne lovpligtige forsikringer (arbejdsskadeforsikring)
- Aftale løn med børnepasseren
- Indbetale bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)
- Følge reglerne i Lov om ferie og indbetale til Feriekonto
- Følge arbejdsmiljøloven
Nyttige adresser
- Oplysning om Feriekonto og ATP får du hos ATP Koncernen, www.virk.dk.
Når Esbjerg kommune har modtaget din ansøgning om tilskud, vil konsulenter fra Børn & Dagtilbud kontakte dig og aftale et møde med dig og børnepasseren. På mødet vurderes børnepasserens personlige og faglige kvalifikationer og pasningsaftalen udfyldes.
Inden mødet skal du indsende
- Dokumentation for at den lovpligtige arbejdsskadeforsikring er tegnet og der foreligger et CVR.-/se.nr.
- Dokumentation af arbejdstilladelse, hvis børnepasseren kommer fra et land udenfor EU/EØS
- Dokumentation for gennemført 9. klasses afgangseksamen i dansk med min. karakteren 2, bestået ’Prøve i Dansk 2’, eller et tilsvarende niveau
Aftalen underskrives af både dig og børnepasseren ved mødet.
Kommunens tilbud om administration
Når du ansætter en privat børnepasser og hermed er arbejdsgiver, er der opgaver i forhold til f.eks. udbetaling af løn, indbetaling af ATP og feriepenge, sygedagpenge og dagpenge ved barsel, der skal varetages.
Du kan vælge selv at administrere disse opgaver, men Esbjerg Kommune kan også tilbyde dig, at du mod et gebyr svarende til omkostningerne ved opgaven lader et privat firma varetage ordningen. Ønsker du yderligere oplysninger vedrørende dette, er du velkommen til at kontakte Børn & Dagtilbud. Se kontaktoplysninger i afsnittet ”hvor kan jeg søge yderligere oplysninger – kontaktoplysninger og postadresser”.