Tryghed og fællesskab
I Børnebakken Øst har vi en vuggestue afdeling med 3 stuer og i alt 36 børn. I børnehave afdelingen har vi 3 grupper med max. 48 børn. Vi bor i et stort hus med masser af plads til at udfolde sig på - både ude og inde.
I Børnebakken Vest har vi 3 grupper med max. 70 børn. Fællesrummet er børnehavens centrum, og det giver os et særligt nærvær og fællesskab.
Vi lægger vægt på at skabe en tryg og overskuelig hverdag for dit barn. Vi er bevidste om, at børn lærer og udvikler sig, fra de træder ind ad døren hos os, til de går hjem. Derfor er det vigtigt for os, at børnene tager del i både de planlagte aktiviteter og hverdagsrutinerne.
Gode overgange
Vi har et tæt samarbejde mellem vuggestuen og børnehaven, så dit barn gradvist lærer børnehaven at kende og får en god og tryg overgang.
Det er også vigtigt for os at sende børnene godt videre i skolen, og derfor arbejder vi sammen med Hjerting Skole Aura. I tæt dialog med dig som forælder forbereder vi dit barn på skolestarten, lige som vi sender en kendt voksen fra børnehaven med børnene, når de begynder i førskole den 1. april
Forplejning og madpakker
I vuggestuen får børnene fuld forplejning, som forældrene betaler, mens børnene i børnehaven har madpakker med hjemmefra.
Vi lægger vægt på, at børnene spiser sundt og varieret, fordi maden er med til at give børnene overskud, så de kan deltage aktivt i hverdagen og fællesskabet.
Tæt kontakt med forældre
Du kender dit barn allerbedst, og det er vigtigt, at vi holder tæt kontakt og får talt sammen, så vi i fællesskab bidrager til dit barns trivsel og udvikling.
Vi holder et fælles forældremøde hvert år, og her taler vi om relevante emner og vælger medlemmer til forældrerådet og områdebestyrelsen.