Vuggestuen
Vi har tre dage om ugen, hvor børnene om formiddagen er delt op i mindre grupper på 4-5 børn efter alder og udvikling.
De små
Vi udforsker de nære omgivelser sammen med børnene, fx græsstrået på legepladsen eller skeen til at spise med.
De store
Nogle gange går vi en tur til stranden eller svinger med malerpenslen hjemme i institutionen. En gang om ugen besøger de største børn børnehaven.
Børnehaven
Der er 2 stuer i børnehaven. Grupperne er aldersintegreret, det vil sige at aldersgruppen på hver stue er 3-6 år.
Til august/september laves der skolegrupper, hvor de kommende skolebørn samles på tværs af stuerne et par gange i ugen og arbejder med skolerelaterede opgaver eller øver skole-parathed og modenhed. Vi har bl.a. fokus på selvhjulpenhed, så barnet har de bedste forudsætninger for at ”kunne selv”, samt der er fokus på de sociale kompetencer.
De treårige Muslinger
Vi har fokus på at dit barn er selvhjulpen, og kender sine sociale og personlige kompetencer. Muslinger er ofte sammen med Blæksprutterne.
De firårige Blæksprutter
Turen går fx til plejehjemmet, hvor vi sammen med de ældre laver stolegymnastik eller vi laver hestevæddeløb på legepladsen.
De femårige Søstjerner
Omdrejningspunktet er børnenes kommende skolestart. Vi har fokus på de sociale kompetencer og kigger på tal og bogstaver.
Vi er ude i al slags vejr
Derfor er det vigtigt, at dit barn har tøj og fodtøj med, der passer til al slags vejr. I børnehaven har vi en mudderbakke som er børnenes store kærlighed.
På årstider, hvor dit barn har brug for solbeskyttelse, skal du smøre dit barn ind i solcreme om morgenen. Personalet smører børnene til middag og efter behov. Institutionen sørger for at indkøbe solcreme faktor 15.
De mindre børn, som sover til middag, er ude formiddag og/eller eftermiddage.