Pasningsgaranti
I alle kommuner er der pasningsgaranti. Det betyder at alle børn fra 26 uger til skolestart er garanteret pasning i kommunen, hvis forældrene ønsker det. Senest tre måneder efter barnet er skrevet på ventelisten, skal kommunen tilbyde en plads.
Hvis forældrene ønsker at udskyde behovet for pasning i et dagtilbud, udskydes pasningsgarantien tilsvarende.
- 0-2 årige tilbydes plads i dagpleje eller kommunal/selvejende daginstitution.
- 3 årige og frem til skolestart tilbydes plads i kommunal/selvejende daginstitution.
Pasningsgarantien betyder ikke at der er garanti for en plads i et bestemt dagtilbud.
Esbjerg Kommune tilstræber at tilbyde pasning indenfor en opdeling i fire garantidistrikter:
- Hjerting Esbjerg NV og Sædding Gjesing
- Midt og Østerbyen, Tjæreborg Esbjerg Ø og Jerne-Spangsbjerg
- Bramming
- Ribe
I hvert garantidistrikt er der også et antal opskrivningsdistrikter, og i hvert opskrivningsdistrikt er der et antal daginstitutioner og enheder. Daginstitutioner består ofte af flere matrikler og af 0-2 års grupper og grupper fra 3 år til skolestart, som hver for sig betegnes som en enhed. Et dagplejehjem udgør også en enhed.
Du kan se en samlet liste over kommunens opskrivningsdistrikter, daginstitutioner og enheder på kommunens hjemmeside.
Retningslinjer for opskrivning og anvisning af pladser til kommunale og selvejende dagtilbud.
- Der er én venteliste pr. opskrivningsdistrikt.
- Barnets opskrivningsdato på ventelisten er barnets anciennitetsdato.
- Forældre har mulighed for at skrive barnet på venteliste til ét opskrivningsdistrikt og har desuden mulighed for at tilkendegive et ubegrænset antal ønsker om konkrete daginstitutioner eller enheder i opskrivningsdistriktet. Uanset om forældre har ønsket ét eller flere dagtilbud har barnet samme anciennitet til alle daginstitutioner og enheder i opskrivningsdistriktet.
- Forældre til 0-2 årige børn har desuden mulighed for at tilkendegive, om der ønskes dagpleje eller 0-2 års enhed i en daginstitution eller begge dele.
- Opskrivning sker via minpladsanvisning.esbjergkommune.dk
- Pladsanvisningen forsøger så vidt det er muligt at imødekomme de indgivne ønsker, men ikke alle forældre kan få deres ønsker opfyldt. Hvis et ønske om en konkret daginstitution eller enhed ikke kan imødekommes, forsøger Pladsanvisningen at tilbyde en plads i en anden daginstitution eller enhed i opskrivningsdistriktet. Hvis der ikke er ledige pladser i opskrivningsdistriktet, tilstræbes det at tilbyde en plads indenfor garantidistriktet.
- Forældre har ret til at lade barnet blive stående på ventelisten i opskrivningsdistriktet med ønsker om konkrete daginstitutioner eller enheder, selvom barnet har fået en anden plads end den ønskede. Barnet opretholder sin anciennitetsdato på ventelisten.
- Børn, der har søskende i en daginstitution eller dagpleje kan få søskendefordel, hvis der er en ledig plads i dagtilbuddet. Det betyder, at søskende kan få tilbudt plads før andre børn på ventelisten, også selvom de har en lavere anciennitet. Barnet skal være skrevet på venteliste mindst et halvt år før søskendefordelen træder i kraft, af hensyn til fordeling af pladser til børn på ventelisten. Det søskendebarn, der har den højeste anciennitet, får tilbudt den første ledige plads. Forældre skal tage imod en ledig plads 3 måneder før eller efter barnet har behov for plads. Afslås tilbuddet, mistes søskendefordelen, og barnet står på ventelisten på lige fod med andre børn, der ønsker plads i dagtilbuddet. Søskendebørn skal være indmeldt mindst 3 samtidige måneder. Hvis der er flere enheder i dagtilbuddet, gælder søskendefordelen til den enhed, hvor søskende er optaget.
- Hvis barnet har fået den ønskede plads, slettes barnet af ventelisten, og forældre kan derefter på ny opskrive barnet på ventelisten, hvis der ønskes overflytning til en anden enhed eller daginstitution. Den nye opskrivning sker med ny anciennitetsdato.
- Hvis forældre ændrer deres ønsker efter opskrivning på ventelisten til et opskrivningsdistrikt, gælder det, at hvis det ændrede ønske er indenfor det samme opskrivningsdistrikt, bevares anciennitetsdatoen. Hvis ønsket er indenfor et andet opskrivningsdistrikt, sker opskrivningen med en ny anciennitetsdato.
- Med henblik på at kunne imødekomme tilflytteres pasningsbehov, tilbydes tilflyttere plads hurtigst muligt og
- senest en måned efter opskrivningsdatoen. Reglen for tilflytteres anciennitet og opskrivningsreglerne er derudover de samme som for herboende.
- For 0-2 årige, der er optaget i en 0-2 års enhed i en daginstitution, gælder det at de automatisk overflyttes til en 3-5 års-plads (børnehaven) i daginstitutionen fra den 1. i den måned, hvor barnet fylder 3 år. Overgangen sker i et samarbejde imellem daginstitutionen og forældrene.
- Der skal betales takst for en 0-2 års plads samt evt. betaling for frokostordning frem til den 1. i den måned, hvor barnet fylder 3 år. Du kan se hvilke daginstitutioner og enheder der har frokostordning på kommunens hjemmeside.
- 0-2 årige, der går i dagpleje, er allerede indskrevet i et opskrivningsdistrikt, og vil derfor automatisk, når barnet er tre år +/- to mdr., blive tilbudt en plads i en daginstitution. Det tilstræbes at tilbyde plads i det opskrivningsdistrikt, hvor barnet bor. Hvis man som forælder ønsker en plads i et andet opskrivningsdistrikt, eller har ønsker om en bestemt enhed eller daginstitution indenfor et opskrivningsdistrikt, skal man skrive barnet på venteliste via minpladsanvisning.esbjergkommune.dk.
- Hvis forældrene fravælger en tilbudt plads i en daginstitution, meldes barnet automatisk ud af dagplejen
- med en måneds varsel, dog tidligst dagen før det fyldte 3. år.
- Børn med særlige behov vurderes individuelt og er ikke omfattet af de generelle ventelisteregler, hvilket betyder at de kan gå forud for børn på ventelisten. I alle kommunale og selvejende dagtilbud er der pladser til børn med særlige behov, og i samarbejde med forældre og dagtilbuddet aftales det, hvorledes barnets behov bedst tilgodeses, og hvilket dagtilbud der er bedst egnet og har den fornødne kapacitet. På kommunens hjemmeside kan du læse mere om børn med særlige behov.
Godkendt af Byrådet den 20.03.2023