Vi "slipper legen fri"
At "slippe legen fri" handler om at give børn mod til at prøve nyt, at turde fejle, famle og slippe fantasien løs.
Når vi slipper legen fri, er motivationen til at lege og bevæge sig det bærerende element. Den voksne sætter ikke legen i gang og styrer den, men observerer og beriger den leg, der allerede er i gang. ”At slippe legen fri” er altså ikke ensbetydende med ”fri leg”, for vi stiller krav til legemiljøets karakter, rammer og indhold og understøtter barnets aktiviteter i disse.
Barnet er i verden gennem kroppen
Kroppen indeholder barnets sanser, som udgør fundamentet for erfaring, viden, følelsesmæssige og sociale processer. Al kommunikation og relationsdannelse udgår fra kroppen. Børn ser verden gennem kroppen.
Barnet er aktiv medskaber af et barneliv
Barnet er aktiv medskaber af et barneliv i daginstitutionen, hvor det pædagogiske personale er lyttende og ansvarligt handlende med udgangspunkt i dét, som barnet kalder på. Det er det pædagogiske personales ansvar at skabe meningsfulde vilkår for barnets muligheder for reelle valg og fravalg. Dette gælder i mange af dagens sammenhænge, planlagte aktiviteter, rutiner og i legen.
Dialog og respektfuldt samvær skaber nye muligheder
Legen, aktiviteten eller dagens rutiner udvikler sig i ny og anderledes retning, fordi det pædagogiske personale og barnet/børnegruppen i dialog og respektfuldt samvær skaber nye muligheder og virkeligheder.
Vi understøtter lysten til at udforske stort og småt i vores velindrettede fysiske rammer både ude og inde.