Børn lærer hele tiden
Bydelens Børnehus har plads til 140 børn, som er fordelt på 10 grupper: 4 vuggestuegrupper og 6 børnehavegrupper.
Børn lærer hele tiden, og derfor inddrager vi dem i hverdagens rutiner. Vi har fokus på børnenes leg og relationer. Vi er opmærksomme på børnenes trivsel og udvikling både i aktiviteterne hjemme i institutionen og på vores ture ud af huset. Hos Bydelens Børnehus har vi derfor fokus på sprogtilegnelse gennem leg, læring og sanser.
Aktive børn er glade børn
Vi tror på, at aktive børn er sunde, glade og kloge børn. Derfor fylder bevægelse, sundhed og idræt meget i vores hverdag. Vi er certificeret som en Active Living daginstitution, og arbejder ud fra rammen omkring Bevæg dig for livet, som Esbjerg kommune har indgået aftale med DGI og DIF om. Vi har også en samarbejdsaftale med Sport & Event Park Esbjerg, som giver os mulighed for at prøve kræfter med en masse spændende og sjove aktiviteter. Udover det har vi også en fysioterapeut tilknyttet insitutionen.
Forplejning og madpakker
I Bydelens Børnehus har forældrene valgt, at børnene i både vuggestuen og børnehaven får fuld forplejning. Vi bestræber os på, at maden til vuggestuebørnene er økologisk.
Det er vigtigt for os, at alle børnene oplever måltidet som en god og rolig stund, hvor vi også har fokus på at hygge os sammen og at sidde pænt ved bordet.
Tillid og respekt i forældresamarbejdet
Som forælder er du den vigtigste person i dit barns liv, og du kender dit barn allerbedst. Det er udgangspunktet for vores samarbejde om dit barn. Vores daglige dialog med dig bygger på respekt og tillid. Vi vil altid forsøge at fortælle dig om stort og småt fra dit barns hverdag i Bydelens Børnehus, og vi håber også, at du vil komme til os, hvis du har noget på hjerte.
I Bydelens Børnehus har vi et forældreråd, der hjælper os med forskellige familiearrangementer i årets løb og drøfter, hvad der rører sig i vores daginstitution.